Sveriges intifada: Der er altid en plan

Vi må gøre op med vores grænseløse tolerance over for mindretal, siger terrorforsker

De seneste dages optøjer i en række svenske forstæder og byer har naturligt affødt en diskussion om årsagerne til at det nu igen er gået galt som det tidligere er sket i Sverige, Danmark, England, Frankrig og flere andre lande med en betydelig immigrantbefolkning.

Som det sædvanligvis er tilfældet, har en enig presse og svenske politikere med undtagelse af Sverigedemokraterne skyndt sig at forklare urolighederne med dårlige sociale forhold. Ballademagerne lider under arbejdsløshed, mangel på penge og fremtidshåb, og de føler sig sat uden for samfundet. Derfor eksploderer deres fortvivlelse en gang imellem i raseri.

Men er det hele forklaringen? Dispatch International har spurgt Dragan Simeunovic, der er professor og leder af uddannelsen i Politisk Teori og Metode og Terrorisme, korruption og Organiseret Kriminalitet ved Beograds Universitet. Simeunovic har gennem mange år studeret politisk vold, terrorisme og religiøs ekstremisme og har skrevet en række bøger om disse emner. Han har undervist ved adskillige vestlige universiteter, bl.a. i U.S.A., Tyskland, Schweiz, Italien og Tyrkiet. Han har desuden været rådgiver for bl.a. FN, NATO og Verdensbanken. I Serbien er han kendt for at sit arbejde for at få oprettet den Internationale Forbryderdomstol, der i dag har sæde i Haag.

Hvorfor udbryder opstande af den slags, vi har set i Sverige?

De indvandreroptøjer, vi har set i en række europæiske lande, skyldes dels, at indvandrerne ikke kan tilpasse sig det samfund, der har modtaget dem, og dels migranternes urealistiske forventninger. De interesserer sig ikke for de primært økonomiske vanskeligheder, der nu præger de fleste europæiske lande. De prøver bare at opfylde deres behov ved at udnytte modtagerlandenes milde retspraksis og demokratiske politisk klima. Når så dertil føjes nogle elementer af radikalisering, som ekstrem islamisme, kommer der let til vold.

Opstår volden spontant, eller er den planlagt?

Planlægning er altid en del af enhver uro, der har en politisk, ideologisk eller religiøs komponent. Optøjer kan også være spontane, f.eks. efter fodboldkampe, men så er de kortvarige. Ud fra det man ved om indvandrernes optøjer i Sverige, kan man konkludere, at en ekstrem gruppe, og måske en organisation, står bag. Ser man på hovedparten af aktørerne, er det meget sandsynligt, at de delvis er inspireret af radikal islam. Målene i sådanne tilfælde har forskellige niveauer. Det oprindelige formål er at demonstrere magt, derefter at true, og endelig at opnå forskellige indrømmelser.

Kan det tænkes, at der bag voldsmændene er nogen, der vil bruge dem som stødtropper med det formål at gennemtvinge no-go zoner?

Det kan man udmærket forestille sig, hvis islamistiske elementer sejrer i oprørernes ledelse. Vi hat jo i årevis oplevet lignende tildragelser rundt om i Skandinavien, f.eks. i nogle danske byer. Da indvandrerne begyndte at strømme ind, begik myndighederne en stor fejl ved at koncentrere dem i særlige kvarterer i stedet for at sørge for, at de boede spredt. Det har besværliggjort deres tilpasning til det nye miljø, reduceret indvandrernes behovet for nye kontakter og lukket dem inde i samfund, der er domineret af skikke, religion og regler, som de har medbragt fra deres hjemland.

I sådanne miljøer opstår let ekstremme grupper, der har let ved at gennemføre deres politiske mål ved hjælp af åben eller skjult vold. Det påpegede jeg over for danske myndigheder, da jeg blev inviteret til at tale om disse problemer. Islam har for vane at tage magten så snart muslimer udgør et flertal i et område. Det kan være i en boligblok, en bygning eller en gade.

Er problemerne først og fremmest sociale eller er de politiske?

Begge dele. Lige nu er det mere socialt, men vi kan allerede se mange tydelige tegn på, at protesterne er politisk og religiøst motiverede.

Hvad viser de europæiske erfaringer? Findes der en fællesnævner for den slags opstande eller er der normalt tale om lokale årsager?

Erfaringerne fra lignende uroligheder i andre lande kan ikke overføres. I England var optøjerne mere af social ens af politisk karakter, fordi flertallet var ikke radikale islamiske elementer. Men fælles for dem alle er, at de fattige er parate til at følge religiøse ledere, hvis det kan tilfredsstille deres personlige frustrationer og sikre dem endog små fordele. Alle disse samfund betaler prisen for deres vision om demokratiets uovervindelighed. De har ikke forstået, hvor svært det er at få indvandrerne til at acceptere deres demokratiske værdier, og at disse vanskeligheder ofte har en religiøs baggrund, som er svær at overvinde.

Hvad skal vi så gøre?

Det haster med at udvikle et nyt koncept for demokrati, der bygger gensidig respekt mellem flertallet og mindretallet, og ikke kun på flertallets betingelsesløse tolerance over for mindretallet. Det er også nødvendigt at pålægge mindretallet mere ansvar end hidtil, især i sager om voldtrusler og voldshandlinger.

Due an unexpected data loss parts of this article may have been corrupted in the recovery process. This may include, but not limited to, broken links, broken images and incorrect publishing date. Recovered articles are published by "Dispatch Archive".