Sverige: Efter multikulturen kom overgivelsen

Jimmie Åkesson: Reinfeldt spiller violin mens Sverige brænder

Statsminister Fredrik Reinfeldts udtalelser under Riksdagens spørgetime 23. maj i anledning af den svenske intifada i et stort antal forstæder og byer indebærer en de facto suverænitetsafgivelse over de områder, hvor de unge har magten.

Hårdt presset efter flere nætters dramatiske tildragelser med ildspåsættelser, stenkast og mishandlinger meddelte Reinfeldt, at han stolede på at lokale borgere ville genoprette roen. Dermed opgav han det, der i sidste ende gør en stat til en stat, nemlig voldsmonopolet.

Det er et vigtigt signal til offentligheden, politiet og ikke mindst de bagmænd, der givetvis har ledet og koordineret ballademagerne: Den svenske stat kan ikke eller vil ikke nedkæmpe opstanden.

Det svenske politi synes at være langt mere effektivt, når det gælder de moddemonstranter, som natten efter Riksdagens spørgetime mødte frem i flere af Stockholms forstæder for at danne modvægt mod de unges hærgen. I Älvsjö lykkedes det således politiet at pågribe en gruppe, der blev karakteriseret som medlemmer af Svenskernes Parti.

Mainstreampressen havde heller ingen problemer med at give en præcis karakteristik af moddemonstranterne. De er højreekstremister, forstår man, mens samme presse nøjes med at betegne dem, der startede balladen, som unge og ikke f.eks. som ekstremistiske indvandrere eller ekstremistiske muslimer.

De unge og deres bagmænd kan uden større risiko fortsætte intifadaen eller genoptage den på et belejligt tidspunkt, fordi de ikke behøver at frygte statens voldsmagt, men blot ubevæbnede borgere i lokalsamfundet. Hvilken chance har disse borgere over for determinerede voldsmænd? Det spørgsmål blev ikke stillet under Riksdagens spørgetime.

Det er langt fra første gang, der har været lignende opstande i svenske byer. Det skete bl.a. i 2011 i Gøteborg og Malmø, hvor 100 biler blev brændt, hvor de unge kastede sten på politiet og sagde, at ordensmagten ikke havde noget at gøre i deres område. Dengang udtalte en talsmand for politiet, at ballademagerne åbenbart følte, at de stod uden for det svenske samfund, hvilket skulle forklare deres raseri. Absurditeten i denne forklaring når det tydeligvis var de unge, der intet ville have med det svenske samfund at gøre blev knapt bemærket af den svenske presse. Muligvis fordi disse opstande fandt sted langt fra Stockholm, hvor de fleste journalister bor.

Der var heller ingen i mainstreampressen, der spurgte, hvorfra voldsmændene mon har fået den ide, at visse områder af Sverige er deres. Denne tanke er naturligvis præcis, hvad islam prædiker, men da islam i det officielle Sveriges optik ikke må spille nogen rolle, når der er uroligheder, blev det ikke diskuteret.

Bortset fra Jimmie Åkesson fra Sverigedemokraterne var der under Riksdagens spørgetime bred enighed om, at baggrunden for voldsomhederne var social og økonomisk. Parlamentarikerne fra alle partier bortset fra Sverigedemokraterne pegede på arbejdsløshed, fattigdom og øgede klasseforskelle og mente, at midlet til at komme uvæsenet til livs var flere penge til de udsatte altså til ballademagerne. Der var brug for flere statslige programmer for at mindske klasseforskelle, skabe bedre skoler med bedre speciallærere og mindske indkomstkløfterne.

Fra Miljøpartiets Åsa Romson lød det, at urolighederne havde rod i arbejdsløshed. Teres Lindberg fra Socialdemokraterne pegede på voksende indkomstkløfter.

Statsminister Fredrik Reinfeldt benægtede ganske vist, at denne beskrivelse af svensk samfundstilstande var korrekt. Regeringen havde gjort store fremskridt med at bekæmpe arbejdsløsheden og nedbringe udenforskabet, men han accepterede gennem hele spørgetimen den underliggende præmis: Den svenske intifada har rod i sociale og økonomiske problemer, forstod man på statsministeren, der derfor stillede flere penge i udsigt.

Jimmie Åkesson var den eneste, der afviste denne præmis. Han placerede ansvaret hos politikerne, der har accepteret en vildtvoksende indvandring, som har medført en opløsning af den svenske enhedsstat.

Statsminister Reinfeldt mindede, sagde Åkesson, om kejser Nero, der efter sigende spillede violin, mens Rom brændte.

Fredrik Reinfeldt svarede ved at beskylde Åkesson for had mod indvandrere.

Det er indskrevet i den svenske grundlov, at Sverige er mangekulturelt. Nu kommer den logiske opfølgning på denne beslutning, nemlig at Sverige opgiver enhedsstaten. Dvs. en stat hvor samme lov gælder overalt, og hvor den håndhæves at statens myndigheder og ingen andre.

Fredrik Reinfeldt bedyrede ganske vist i Riksdagen, at loven skal være lige for alle samtidig med at han overlod ansvaret for at håndhæve denne lov til skræmte medborgere i lokalområderne. De vil utvivlsomt spekulere på, hvordan det skal lykkes dem, når politiet ikke kan.

Så trængt er Stockholms politi, at det har måttet bede politiet i Malmø om forstærkning. Hvad der vil ske i Malmø, når politiet er sendt til hovedstaden, er et åbent spørgsmål.

Nationalstaten byggede på den præmis, at staten ikke skulle forhandle med nogen om sin ret til at opretholde suveræniteten over sit territorium. Hvis en stat blev tvunget til det, var den ikke længere suveræn.

 

Staten ved end ikke, hvem den afstår suveræniteten til og hvem man sidder over for, når der skal føres dialog. Hvem repræsenterer de unge? Hvilke magter animerer dem, lægger planerne, udkommanderer tropperne? Hvem har magten til at starte optøjer og til at kalde voldsmændene tilbage? Er det de lokale imamer, er det lokale islamiske organisationer eller er det i sidste instans udenlandske potentater som Det Muslimske Broderskab og OIC, Den Islamiske Samarbejdsorganisation?

Swedish, English

Due an unexpected data loss parts of this article may have been corrupted in the recovery process. This may include, but not limited to, broken links, broken images and incorrect publishing date. Recovered articles are published by "Dispatch Archive".