Panikken breder sig i Danmark

At dømme ud fra de seneste dages lederartikler i førende danske aviser, synes dele af virkeligheden at være trængt i redaktionslokalerne, der hidtil har været domineret af folk fra venstrefløjen.

Læs f.eks., hvad Jyllands-Posten under rubrikken Vi alene vide skrev i sin leder den 10. februar:

Jyllands-Posten starter med at konstatere, at det kan være stor forskel på den offentlige og den offentliggjorte mening. Med andre ord kan man ikke være sikker på, at folk tænker det, som de talende klasser, synes de skal mene.

Seneste eksempel, noterer J.-P.,  er den så forkætrede smykkelov, som stadig kaldes sådan, selv om det for længst står klart, at asylsøgere ikke vil skulle aflevere smykker med affektionsværdi under 10.000 kr. Loven førte som bekendt til en bølge af dårlig omtale af Danmark i toneangivende internationale medier, og der var ingen ende på sammenligningerne med 1930ernes praksis i det nazistiske Tyskland. Enkelte hjemlige debattører drev den lidt videre og sammenlignede uden at blinke den nye lov med forholdene i udryddelseslejren Auschwitz. Det mindskede ikke kritikken, at flere andre lande i mange år har haft lignende regler, og det spillede heller ingen rolle, at danske kontanthjælpsmodtagere faktisk også skal bidrage til eget underhold, hvis de ejer f.eks. en kontantbeholdning på 10.000 kr.

 

 

Men hvis man troede, at kritikken i medierne havde solid folkelig opbakning, ville man blive slemt skuffet. Endnu en gang, fortsætter lederen, viser det sig, at almindelige mennesker tit tænker helt anderledes end dem, der har påtaget sig at udtale sig på deres vegne. Der er en meget bred opbakning ude i Europa til den danske smykkelov, ikke mindst i lande, hvorfra kritikken lød højest, f.eks. Tyskland og Storbritannien. Undersøgelsen er lavet af analyseinstituttet YouGov og blev omtalt her i avisen i søndags. I de fleste lande tilkendegiver flertal, at de gerne så en lov som den danske gennemført i deres eget land.

Skismaet mellem elite og befolkning ses igen og igen, noterer avisen. Gennem årtier har Danmarks Radio prøvet at opdrage befolkningen til at have bestemte (venstreorienterede) meninger, men det projekt er slået fejl, ellers ville Dansk Folkeparti ikke være blevet Danmarks største borgerlige parti.

Den 7. februar bemærkede Jyllands-Posten, at det danske debatklima bliver stadigt mere betændt. På det seneste er det kommet på mode at afsige stadigt mere moraliserende domme over mennesker, der ikke deler meninger med de mest politisk korrekte:

De moralske domsafsigelser bliver stadigt mere ødelæggende. Ikke kun holdningen eller ytringen skal nedgøres. Det skal også mennesket bag. Det sker ikke sjældent i tolerancens, diversitetens og humanismens navn, og intet trumfer for tiden, når nazi-kortet trækkes. Når mennesket bag et synspunkt kan kaldes fascistisk eller nazi-agtig eventuelt med en let omskrivning: som i 1930erne så forstummer al offentlig samtale.

Det er måske rigtigt, men intet tyder på, at fascismebeskyldningerne gør noget stort indtryk på folk uden for kultur- og mediearistokratiet.

 

 

Hvad er så årsagen til den megen ballade og de rabiate beskyldninger? Det har den anden store borgerlige avis, Berlingske, en forklaring på. I lederen den 6. februar med overskriften Danmark bliver multikulturel hedder det:

Prognosemagerne har gennem adskillige år fremskrevet befolkningsudviklingen frem til 2050, og tendensen er klar. År efter år viser prognoserne en endnu større andel af indvandrere og efterkommere i 2050, end fremskrivningen året før gjorde. Den seneste fremskrivning, som inkluderer indvandringen i 2014, viser, at knap hver femte borger i Danmark i 2050 vil være indvandrer eller efterkommer.

Og hvad så? ville samme avis utvivlsomt have skrevet for blot et par år siden. Hvorfor skulle det være et problem? Mennesker er mennesker, uanset hvor de kommer fra eller hvad de tror på.

Men nu har Berlingskes pibe fået en anden lyd. Nu er avisen pludselig blevet bekymret, for en del af de fremmede vil udgøre en belastning:

Mest skræmmende er, at forandringen eller udskiftningen af befolkningen med stor sandsynlighed accelererer.

Og videre: Flygtninge og migranter, legale og illegale bliver til en bølge, som Europa og Danmark ikke har styr på. Hovedparten bliver til indvandrere, fordi der heller ikke er styr på hjemsendelse af de afviste. Indvandringen er utvivlsomt Danmarks største udfordring i årtier frem. De nyeste asylstramninger vil næppe slå til, når foråret sender nye hundredtusinder af flygtninge og migranter til det handlingslammede EUs grænser. Da vil det være legitimt og uundgåeligt at sortere blandt flygtninge og migranter på en mere håndfast måde.

For at illustrere problemet bringer Berlingske den 6. februar dramatiske tal over hele forsiden: I 2009 vurderede Danmarks Statistik, at der i 2050 ville være 872.000 udlændinge i Danmark. I 2015 altså blot 16 år senere lød gisningen på 1.113.578 i 2050, og som Berlingske bemærker: Alt bevæger sig hele tiden, så sandsynligvis kommer Danmarks Statistik med endnu mere bekymrende tal om et par år.

 

 

Sortere! Altså gøre forskel på, hvem der må komme ind i Danmark og hvem der ikke må. For blot et par år siden ville ønsket om at sortere gøre forskel eller diskriminere have vakt furore. Ifølge den herskende ideologi skulle der jo ikke være forskel på en tidligere kamelpasser fra Somalia og en tysker fra Hamburg. Problemet er, at danskerne ligesom stadigt flere andre europæere er holdt op med at abonnere på kultur- og medieelitens propaganda.

Som professor emeritus i demografi Poul Christian Matthiessen forklarer til Berlingske, kan de økonomiske konsekvenser af den ikke-vestlige indvandring blive uoverskuelige:

Ifølge de seneste tal for beskæftigelsen, som er fra 2013, er 52,2 procent af de ikke-vestlige indvandrere i arbejde, hvor samme tal for personer med dansk oprindelse er 73,8 procent. For indvandrere fra vestlige lande gælder det 60 procent.

Poul Christian Matthiessen understreger, at Danmarks sammenhængskraft kan komme under pres:

»Sammenhængskraften kommer under pres i det multikulturelle samfund. Hvis man føler sig meget forskellig, er det sværere at finde solidariteten med resten af befolkningen, som er forudsætningen for et velfærdssamfund, hvor man skal acceptere, at pengene går til andre befolkningsgrupper,« siger Poul Christian Matthiessen.

 

 

Dansk Folkepartis integrationsordfører Martin Henriksen er endnu klarere i mælet:

Problemet er, at mange af dem ikke vil integreres. De vil ikke have, at deres børn bliver danskere, selv om de er født og opvokset i Danmark. Og så længe de insisterer på dette, kan vi ikke integrere dem.   Hovedansvaret for den fejlslagne integration ligger hos indvandrerne selv. Mange af dem er fløjtende ligeglade med det danske samfund, og hvis de ikke har viljen til at blive danskere, så bliver de det ikke. Uanset hvad vi gør.«

Selv Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen er blevet nervøs: Til Berlingske forklarer han den 7. februar, at hvis det ikke kommer til at gå bedre med integrationen, vil det splitte Danmark. Derfor vil regeringen nu tage et nyt kraftigt initiativ i form af såkaldte trepartsdrøftelser mellem regeringen, arbejdsgiverne og lønmodtagere for at få flere uvirksomme fremmede i arbejde.

Tidligere departementschef Erik Bonnerup, der har stået i spidsen for flere integrationstænketanke, lyder ikke optimistisk. Som citeret i Ekstra Bladet den 7. februar, bemærker han, at Lars Løkkes nye integrationsplan vil være nummer 22 på blot 17 år. Og som Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl forleden bemærkede i Folketinget: Ingen af de hidtidige 21 har haft ringeste effekt.

 

 

Endnu har ingen fremtrædende dansk politiker eller medieguru vovet at sige ordet islam som forklaring på den hastige deroute for Danmarks velfærdsstat og sammenhængskraft.

Men mon ikke det kommer, når det snart viser sig, at integrationsplan nummer 22 bliver en ligeså bekostelig fiasko som alle tidligere?