ANMELDELSE: Det er bedre at have islam på hjernen end være skudt i hovedet |

Lars Hedegaard er i topform, og bogen, hvor han fortæller om attentatet på ham i februar 2013, er absolut værd at læse for dem, der gerne vil hans egen oplevelse om den formiddag, hvor en mellemøstlig mand forklædt som postbud trak en pistol og forsøgte at likvidere den mand, som mange mener har fornærmet islams profet og ikke mindst dennes følgere.

attentatetEt rygte nåede mig, så det var med dirrende hænder, jeg åbnede min nyindkøbte bog, Attentatet, af Lars Hedegaard. Rygtet lød, at han på sine ældre dage skulle være blevet blid og medgørlig. Rygtet er ikke sandt. Lars Hedegaard er, som han plejer at være. I stand til at bide en sten over og drivende sarkastisk.

Bogen handler selvfølgelig om det skudattentat, han blev udsat for i sin opgang på Frederiksberg den 5. februar 2013. Selve hændelsen beskriver Lars Hedegaard som den ufrivillige part i sagen, og han beskriver handlingsforløbet i opgangen så malende, at man får en fornemmelse af, hvordan det må føles at være den, der bogstaveligt kæmper for sit liv.

Som bekendt overlevede han. Til stor irritation for alle dem, der bliver pirrelige ved tanken om, at nogen faktisk har brugt i omegnen af 15 år på at studere en ideologi, som de hjertevarme med menneskesyn i metermål føler bare er noget eksotisk, som er et spændende krydderi på en jævn og munter og virksom dansk hverdag.

 

Den sidste betjent havde ikke forladt Pelargonievej den februardag for to år siden, før der var røre i de landsdækkende mediers redaktionslokaler for ikke at snakke om snakke-grupperne på den ekstremistiske venstrefløj. Det tog dem ikke lang tid at komme frem til, at der var tale om et angiveligt attentat. Når offeret er lyslevende og ikke har en eneste ordentlig fysisk skramme at vise frem, så er det nok noget, han selv har digtet for at få opmærksomhed. Den ekstremistiske venstrefløj var slem, men de landsdækkende medier var værre. Og Martin Krasnik kan ikke beskrives.

Jeg var til stede, da Lars Hedegaard viste sig offentligt for første gang efter skudepisoden. Det foregik ved en konference arrangeret af Trykkefrihedsselskabet i Landstingssalen på Christiansborg, og den var omgivet af udvidet sikkerhedskontrol, massiv tilstedeværelse af politi og PET-folk.

En efter en gik landets fremmeste folk på talerstolen for at tale ytringsfrihedens sag. Kun DF-formand Kristian Thulesen Dahl og LAeren Simon Emil Ammitzbøl lovede at ville tage et politisk initiativ for at sikre dem, der taler kritisk om islam. Hvad de andre sagde, kan jeg ikke huske.

 


For lige at vende tilbage til rygtet om en mildere udgave af Lars Hedegaard, er arnestedet vistnok, at han i sin bog understreger, at han bestemt ikke tror, at alle muslimer drømmer våde drømme om at slå ham ihjel. Ikke engang de fleste har sådanne drømme.

Det er ikke nyt. Sådan har han sagt den ene gang efter den anden. Men han har også den ene gang efter den anden og således også i sin nye bog slået fast, at den minoritet, der ønsker sig en død Hedegaard, faktisk har opbakning og incitament i islams egne hellige tekster.

Hvis man tror, at medierne sagligt og korrekt videregiver informationer, kan man godt tro om igen. Jeg har selv i en menneskealder været en del af den danske dagspresse, og udenfor hovedstaden er der ikke tid til at lege politiker. Man ville heller ikke slippe afsted med det, for vi møder vores læsere, kilder og ofre henne i brugsen, og hvis man gerne vil jages af by, skal man da bare give sig til at blande fantasi og virkelighed sammen.

Desværre er det ikke et nyt fænomen. Da jeg for mere end 35 år siden var studerende på Danmarks Journalisthøjskole, var nogle af mine medstuderende involveret i forskellige grupperinger på den yderste venstrefløj derude, hvor de havde bogstavkombinationer til at adskille sig fra resten. Interessant nok var der flere af de mest ivrige, der endte i ledende stillinger på både trykte og elektroniske medier.

 


Man kunne måske få fornemmelsen af, at Lars Hedegaard opfatter sig som et offer. Men det gør han ikke. Offerrollen ligger langt fra ham, for som han den ene gang efter den anden pointerer, så har han selv valgt sin kurs. Han har valgt at fortælle, det han ved, og det er der nogle, der er vrede over.

Dem, der håber, de kan smæde ham til tavshed, har ikke taget den hedegaardske stædighed i ed, for holde mund og lade være med at tale og skrive vil ikke ske. Simpelt hen ikke.

Men tag ikke fejl. Lars Hedegaard er ikke nogen helt. Han er bekendt med disciplinen at synge bange sange. Og når han gør det, handler frygten om høje brag, at danse lancier, at ende i sengen med underskønne kvinder og ikke kunne leve op til forventningerne eller blive hasteindkaldt til et møde med sin bankrådgiver.

Fremtiden vil byde på flere foredrag og bøger. Heldigvis. Og til dem, der siger, han har islam på hjernen, svarer han, at det er bedre end at være skudt i hovedet.

Attentatet, Lars Hedegaard, Peoples Press

Helle Baldersbæk

Due an unexpected data loss parts of this article may have been corrupted in the recovery process. This may include, but not limited to, broken links, broken images and incorrect publishing date. Recovered articles are published by "Dispatch Archive".