Svensk panik over dansk racisme

Statsminister Thorning-Schmidt vil stille krav til indvandrere, siger hun. Skulle hun blive genvalgt, vil hun have glemt det hele ligesom sidste gang.

Det har vakt en vis opstandelse på den svenske venstrefløj, at Danmarks socialdemokratiske statsminister Helle Thorning-Schmidt nu vil begynde at stille krav til indvandrere. Kommer du til Danmark, skal du arbejde, meddeler hun i stort opsatte annoncer. Ligeledes vil hun have strammere asylregler og flere krav til indvandrere. På sin Facebook meddeler statsministeren, at der er tale om en ny kampagne, hvis formål bl.a. er at stramme reglerne for familiesammenføring. Desuden mener hun, at alt for mange indvandrere lever af offentlige bidrag i stedet for at tjene deres egne penge.

Kaj Raving, der sidder i Vänsterpartiets ledelse og er aktiv for partiet i Kalmar län, beskylder de danske socialdemokrater for at have tilpasset sig racisternes dagsorden og er blevet så rasende, at han har opgivet sine planer om at holde sommerferie i Danmark. Til netavisen Fria Tider, siger han, at det er en dårlig kampagne, fordi den udpeger indvandrere som et problem. Ifølge Raving er der ingen problemer med indvandrere eller indvandring. Problemerne skyldes højrepolitik, som han åbenbart mener, at den siddende centrum-venstreregering har ført. . Andre svenskere kalder Helle Thorning brun og et racistsvin.

 

Raving har imidlertid ingen grund til at blive så raving mad. Man skal nemlig huske, at der snart er folketingsvalg i Danmark. Det skal holdes senest til september og den nuværende regeringskonstellation af socialdemokrater og Det Radikale Venstre støttet af Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten på den yderste venstrefløj står til et dundrende nederlag i meningsmålingerne. <http://www.politiko.dk/barometeret>.

Massetilstrømningen af asylansøgere og familiesammenførte fra den muslimske verden og de dermed forbundne offentlige udgifter er ikke populær blandt de danske vælgere, der i massevis er strømmet til den blå blok, hvis ledende partier Venstre (der morsomt nok ikke er noget venstreparti, men et borgerligt midterparti) og Dansk Folkeparti har lovet stramninger i indvandringspolitikken. Noget må gøres, hvis Socialdemokraterne og deres støttepartier skal kunne holde sig ved magten.

Men man skal ikke tage Thornings nye kampagne alvorligt. Hvis hun mente noget med de bebudede stramninger, havde hun haft flere år til at realisere dem. Hendes regering har gjort det modsatte og gennemført adskillige lempelser i indvandringspolitikken den borgerlige opposition har opgjort dem til 31.

Man skal også huske, at Socialdemokratiet, der ifølge de seneste meningsmålinger står til at opnå ca. 22 pct. af stemmerne, under ingen omstændigheder kan danne regering uden støtte fra SF, Enhedslisten og Det Radikale Venstre. De to sidstnævnte har hidtil modsat sig enhver stramning og vil utvivlsomt også gøre det efter et valg.

 

Socialdemokraterne lovede også stramninger i indvandringspolitikken før det seneste valg den 15. september 2011, men gjorde det modsatte efter valget enten fordi de ikke ville stramme eller fordi de ikke kunne uden at bringe regeringen til fald. Under den socialdemokratisk ledede regering, der har siddet ved magten siden 2011, har tilstrømningen fra den tredje verden aldrig været større.

Svenske kritikere behøver således ikke at være så bekymrede: Danmarks islamisering skrider støt og roligt frem, uanset hvilken regering vi har. Ikke så hurtigt som i Sverige, men vi skal nok nå at få ødelagt velfærdsstaten, inden der er gået mange årtier.

Fire optællinger af antallet muslimer i Danmark, som jeg har foretaget for årene 1998, 2004, 2008 og 2012, viser, at det ikke gør den store forskel, hvem der har regeringsmagten eller hvad partierne påstår at ville gøre efter et valg.

Mellem 1998 og 2004 voksede den muslimske befolkning i Danmark med i gennemsnit 4,26 pct. pr. år. I perioden 2004-2008, mens der sad en borgerlig regering, der støttede sig på Dansk Folkeparti, faldt stigningstakten en smule til 3,52 pct. pr. år. Efter 2008 og indtil den seneste optælling blev gennemført, var vi tilbage ved den tidligere stigningstakt, nemlig 4,29 pct. pr. år. Jeg har ikke gennemført en senere optælling, men den ville utvivlsomt vise, at den årlige stigningstakt er større end nogen sinde.

 

Ønsker man at nedbringe den muslimske tilstrømning ­ hvilket der kan være god grund til, fordi al erfaring viser, at det især er muslimske indvandrere og efterkommere, der belaster de offentlige budgetter og skaber parallelsamfund rækker det ikke med hensigtserklæringer og mere eller mindre kosmetiske ændringer.

Hvis de politiske partier ønskede at gøre noget effektivt, kunne de f.eks. indføre et femårigt moratorium for enhver indvandring fra lande og områder, hvis indbyggere vi erfaringsmæssigt ikke har kunnet integrere og som udgør en stigende belastning af det danske samfund. Hvis det efter fem år viste sig, at det faktisk var lykkedes at integrere dem, der allerede befinder sig i landet, kunne man overveje at lempe på indvandringsstoppet.

En sådan politik ville utvivlsomt kræve et opgør med en række internationale konventioner, der i øjeblikket binder Danmark på hænder og fødder. Og ikke mindst ville det kræve et radikalt opgør med EU. Regering og Folketing måtte simpelthen erklære, at Danmark er danskernes land og at vi selv vil bestemme, hvem der skal have adgang til at bosætte sig.

 

Danmarks svenske kritikere kan imidlertid tage det roligt. Ikke et eneste dansk parti, der har udsigt til at blive repræsenteret i det kommende folketing, har en sådan politik på programmet.

Heller ikke Dansk Folkeparti

Den danske valgkamp er allerede i gang og efterhånden som valgdagen nærmer sig, vil de store partier, Socialdemokraterne, Venstre og Dansk Folkeparti, prøve at overgå hinanden med udmeldinger om, hvilken stram indvandringspolitik de vil gennemføre, hvis man stemmer på dem.

Efter valget vil alt være ved det gamle og inden udgangen af indeværende århundrede, vil Danmark have muslimsk flertal.

Men det tager partierne roligt, for hvilken rolle skulle det dog spille? Se bare hvor godt det går i områder, der har haft muslimske flertal i århundreder: Libyen, Egypten, Sudan, det nordlige Nigeria, Syrien, Yemen, Irak, Iran, Saudi-Arabien, Pakistan, Afghanistan osv.

Sådan kan vi også få det i Danmark, så hvad er der at være bange for?

 

 

 

 

 

Swedish

Due an unexpected data loss parts of this article may have been corrupted in the recovery process. This may include, but not limited to, broken links, broken images and incorrect publishing date. Recovered articles are published by "Dispatch Archive".