Den islamiske krig

Arrangørerne har bedt mig svare på spørgsmålet om Vesten er på vej mod en
religionskrig med islam. Det er af flere grunde svært at svare på, sagde
Lars Hedegaard i denne tale, der blev holdt i Det Jødiske Hus i København
søndag den 15. marts.

Normalt forudsætter en krig jo, at to parter er oppe at slås. Én part angriber en anden og den anden forsvarer sig. Nazityskland angriber Polen. Polakkerne forsvarer sig efter bedste evne altså er der tale om en krig. Israel udråber sin selvstændighed. De omliggende arabiske lande går til angreb og israelerne forsvarer sig. Altså en krig.

Men hvad skal man kalde en situation, hvor én aktør angriber en anden og den anden aktør ikke kan vil eller erkende, at den er under angreb og måske har været det i længere tid?

Det er netop den situation jeg mener Vesten befinder sig i. Krigen mod os er for længst erklæret. Angriberen talsmænd og anførere for islam har åbent vedstået deres krigsmål, nemlig Vestens totale underkastelse under Allahs religion. Men vi nægter at erkende tingenes tilstand. Vi er ikke under angreb, mener vi. Og hvis der er nogen, der siger, at vi skal ned med nakken, fordi vi ikke vil bøje os for det budskab, der kan udledes af Koranen og andre islamiske helligskrifter og autoritative talsmænd for islam gennem 1400 år, så siger vi, at det kan de umuligt mene.

 

Der må være tale om misforståelser, som kan ryddes af vejen, hvis vi viser lidt imødekommenhed over for et sted mellem en og to milliarder mennesker, der har det hårdt. Vi må indlede en dialog med dem, så vil de sikkert komme til fornuft, for vi kan ikke forestille os, at der findes mennesker, som for alvor tænker anderledes end os.

Hvis de gør, kan det i hvert fald ikke skyldes, at de har en anden ideologi end os, men må have alle mulige andre årsager: fattigdom, tidligere tiders imperialisme, at vi har hånet og spottet deres profet osv. Alt sammen noget vi kan rette op på, hvis vi giver nogle penge og siger undskyld og lader den muslimske verdens overskudsbefolkning indvandre til vore lande. Her vil muslimerne formentlig komme til at udgøre flertallet inden udgangen af dette århundrede. Men det bekymrer os ikke, for i bund og grund er de jo som os og vil det samme som os. Det bliver vi eller rettere vore politikere, presse, universitetseksperter og kultureliter ved med at sige, selv om årtiers erfaringer tyder på det modsatte.

 

Efter de seneste terrorhandlinger i Paris og København var der mig bekendt ikke en eneste fremtrædende politiker, der sagde, at ugerningerne havde noget med islam at gøre. Tvært imod gjorde de deres yderste for at skjule den åbenbare kendsgerning, at disse og mange tidligere terrorister handler i bedste overensstemmelse med Muhammeds befalinger, som han hævdede stammede direkte fra Allah.

Hele situationen minder mig om en samtale, jeg havde med professor Bernard Lewis i Princeton for seks-syv år siden. Jeg spurgte den store gamle islamkender, om han troede, at Vesten ville kunne vinde krigen mod islam. Hans korte svar var, at det er svært at vinde en krig, når man ikke tror man er under angreb.

Hvad Bernard Lewis altså tydeligvis mente, at vi var.

Det er i virkeligheden et angreb, der har stået på i 1400 år og som i sin militære form blev indledt allerede i profetens levetid, og som blev videreført uden for Den Arabiske Halvø få år efter Muhammeds formodede død i 632.
Historisk set kan vi opdele den islamiske krig i tre hovedfaser.

Hvis vi overhovedet skal kunne danne os et begreb om den krig vi står midt i, må vi forstå kernen af islam.

Jeg skal understrege, at jeg ikke taler om muslimer, som jo kan have alle mulige opfattelser, men om islam som religion eller rettere sagt som politisk ideologi. Det vil sige den ideologi, som muslimer forventes at rette sig efter, hvis de vil betragtes som rettroende og således sikre sig en plads i paradiset. Altså: det betyder ikke, at alle muslimer er parate til at handle, som Muhammed beordrede, men det betyder, at så længe denne ideologi står uantastet, vil er altid være en god del muslimer der er.

 

Grundpillerne i islam kan beskrives ganske kort:

Islam kan egentlig bedst beskrives som en totalitær, revolutionær og imperialistisk ideologi på linje med men utvivlsomt farligere end nazismen og kommunismen.

 

Når den er farligere, skyldes det, at historien jo har vist, at man kunne bekæmpe nazismen og kommunismen enten gennem varm eller kold krig. Det kan man ikke med islam, for islam er ikke knyttet til nogen bestemt regering, noget bestemt land eller område. Islam er indlejret i hjernen på hver enkelt muslim, der tager ideologien alvorligt. Der behøves egentlig ikke nogen overkommando eller noget bestemt kommandocenter. Forskellige muslimske fraktioner kan være indbyrdes uenige og endog bekrige hinanden, uden at det standser islams ekspansion.

Islam breder i øjeblikket kraftigt i Europa, alt mens muslimer ivrigt bekriger hinanden over store dele af Nordafrika og Mellemøsten.

Islams vigtigste strategiske centre kan skifte alt efter, hvem der for tiden er i teten. Det kan være Afghanistan, Iran, Pakistan eller et andet sted eller mange steder på én gang.

Det eneste konstante er ideologien, der jo ikke kan ændres, fordi den udspringer af guds uforanderlige budskab.

 

Men, vil folk indvende, man kan ikke skære alle verdens muslimer over én kam og det er sandelig heller ikke min hensigt.

Man kunne vel heller ikke skære alle nazister og kommunister over én kam. Nogle havde misforstået budskabet, andre gik med fordi de ikke havde noget valg.

Det minder mig om en historie jeg hørte som dreng. Jeg var medlem af FDF i Horsens, og der havde vi en leder, der hed Dres og som havde siddet i tysk koncentrationslejr, hvor han havde oplevet mange grusomheder. Han overlevede krigen og på vejen hjem til Danmark besøgte han en gammel ven i Hamborg, der havde været nazist. Da Dres fortalte ham, hvad der egentlig var foregået i de nazistiske lejre, besluttede hans nazistiske ven at begå selvmord. Dres sad en hel eftermiddag og prøvede at tale ham fra det, men uden held.

Dres ven havde åbenbart ikke fattet, hvad nazismen gik ud på.

 

Men det forhold, at nogen ikke fatter det eller lukker øjnene for det, ændrer jo ikke en tøddel ved nazismens, kommunismens eller islams væsen. Islam som ideologisk konstruktion består, uanset hvor mange der af hjertet tilslutter sig ideologien.

Jeg har nogle gange brugt en analogi. Tænk på den danske straffelov. Det forhold, at der findes en del mennesker, der ikke tager paragrafferne så tungt man kunne kalde dem moderate tilhængere af straffeloven ændrer ikke straffeloven. Ligesom det ikke ændrer islam, at der findes muslimer, der ikke tager ideologien så alvorligt.

Så længe en totalitær ideologi ikke bliver gennemkritiseret, så længe frihedens tilhængere ikke går til intellektuelt angreb på den, vil den bestå og der vil altid være mennesker, som vil slutte sig til den. Dens tilhængere kan måske ligge stille i mange år, men derefter genoplive den. Derfor skal vi altid være på vagt.

 

Lad mig vende mig mod et yderligere kernebegreb i islam, nemlig jihad, som vi plejer at oversætte som hellig krig.

Men egentlig er der ikke tale om krig i vores normale forstand. Åben militær krig eller terror er blot én af mange muligheder for at føre jihad. Og for tiden er det måske ikke engang den vigtigste. Jihad kan føres med en hel vifte af virkemidler bl.a. som kulturel jihad, økonomisk jihad og gennem demografisk ekspansion, som vi for tiden ser det i det meste af Europa. Midlerne er ikke det vigtigste, men kan skifte alt efter omstændighederne. Det afgørende for en forståelse af jihad er målet, nemlig verdens underkastelse under Muhammeds ideologi.

Og en del af jihads instrumenter kan ikke imødegår med traditionelle militære midler eller politiindsats.

 

Hvad hjælper det f.eks., at danske fly er på vingerne over Irak og Syrien, når den danske samfundsorden hastigt eroderes af massiv muslimsk indvandring og en strøm af kulturelle indrømmelser til selvbestaltede talsmænd for herboende muslimer?

Mange af vore politikere og meningsdannere mener, at vi kan klare problemet gennem dialog og såkaldte fredsprocesser, der skal føre frem til en endelig og slutgyldig forståelse og fred mellem islam og ikke-islam.

Det er ikke gået op for dem, at rettroende muslimer hverken kan eller må slutte varig fred med de vantro. De kan højst indgå en midlertidig våbenhvile en såkaldt hudna med de vantro, som muslimerne i øvrigt er berettiget til at bryde, hvis deres fjender fornærmer profeten eller forhåner den muslimske nation ummaen.

 

I 1994 mens Israel og PLO var ved at indgå de såkaldte Oslo-aftaler talte PLOs leder Yassir Arafat i en moske i Sydafrika. Her sammenlignede har Oslo-aftalerne med den såkaldte Hudaybiyya-aftale, som Muhammed i 628 indgik med sine fjender i Mekka. Der var tale om en våbenhvile, som skulle vare i ti år, men allerede to år senere benyttede profeten en mindre episode til at marchere mod Mekka med en så stor hær, at byen valgte at overgive sig. Jassir Arafats pointe var, at han sagtens kunne indgå aftaler med Israel, men at de ville blive brudt, så snart han fandt det formålstjenligt.

Og da Muhammeds handlinger er normgivende for hver rettroende muslim, vil enhver rettroende muslimsk anfører da også føle sig religiøst berettiget til at bryde enhver aftale, når han mener at have tilstrækkelig styrke til at gøre det.

 

Der tales for tiden en del om, at islam har brug for en revolution, således at man fjerner eller i det mindste omfortolker Koranens imperialistiske, blodtørstige og kvindeundertrykkende dele. Blandt fortalerne for en sådan omvæltning er danske Naser Khader og Egyptens præsident al-Sisi.

Hovedproblemet er, at man i så fald må benægte, at Koranen fra ende til anden er Allahs uforfalskede og uforanderlige ord. Og indtil nu har en sådan påstand været ensbetydende med en dødsdom.

Det blev åbent erkendt af ingen ringere end Det Muslimske Broderskabs øverste åndelige vejleder, Jussuf al-Qaradawi, på egyptisk fjernsyn for et par år siden. Islam ville ikke have overlevet, sagde han, hvis man ikke havde dræbt enhver, der vendte ryggen til Muhammeds lære.

Hvis revolutionsprojektet lykkes, vil der kun være en tynd bog tilbage af Koranen.

 

Man kan ikke andet end ønske de muslimske reformivrige held og lykke med deres bestræbelser.

Vi bør give dem al den hjælp vi kan, men islams nødvendige revolution kan kun muslimerne gennemføre. Den bedste hjælp vi kan give dem er at holde op med at påstå, at islam i grunden er en fredelig religion, der blot er blevet misforstået.

Jeg tror, at Naser Khader og al-Sisi forstår islam langt bedre end vore egne vestlige politikere og meningsdannere.

 

 

 

 

 

 

 

Due an unexpected data loss parts of this article may have been corrupted in the recovery process. This may include, but not limited to, broken links, broken images and incorrect publishing date. Recovered articles are published by "Dispatch Archive".