Danmark kalder islam-kritikere: Hold jeres kæft!

Under mystiske omstændigheder har Tyrkiet sat min attentatmand, Basil Hassan, på fri fod. Hvorfor og hvordan det er sket, er uklart. Du må ikke så tvivl om Tyrkiets samarbejdsvilje, sagde det danske sikkerhedspoliti til mig. Om dansk politi stadig stoler på tyrkerne får vi se. Jeg gør ikke. 

Der er ingen grund til panik, sagde XXX fra den danske sikkerheds- og efterretningstjeneste, PET, da han ringede fredag eftermiddag med den triste besked, at Basil Hassan, manden der prøvede at skyde mig, var på fri fod.

Siden den 25. april havde Hassan på dansk begæring siddet indespærret i et tyrkisk højsikkerhedsfængsel, fordi det danske politi havde samlet nok bevismateriale til at udpege ham som den skyldige i skudattentatet mod mig foran min daværende bolig på Frederiksberg den 5. februar 2013.

 

Kuglen piftede nogle millimeter forbi mit højre øre efter eksperters mening fordi attentatmanden åbenbart ikke vidste, at rekylen får pistolen til at bevæge sig op i skudøjeblikket. Havde han i stedet sigtet efter mit bryst eller min mave, havde jeg ikke siddet her i dag. For selv om det første skud måske ikke havde været dræbende, ville den såkaldte dansker af libanesisk afstamning have haft tid til at affyre nye skud.

Det fik han ikke tid til, fordi jeg instinktivt slog ud efter hans hoved, hvilket fik ham til at tabe fatningen. Han fumlede med pistolen i et forsøg på at genlyde den, mens jeg slog løs på ham. På et tidspunkt tabte han våbenet og prøvede igen at tage ladegreb, mens vi fortsatte håndgemænget. Til sidst gav han op og løb sin vej, mens han råbte et eller andet på arabisk.

 

Ifølge det danske politi forsvandt Basil Hassan fra Danmark allerede samme dag og havde siden rejst rundt mellem Syrien, Irak og Tyrkiet. Men den 25. april i år klappede fælden, da den uheldige morder blev grebet i Istanbuls lufthavn med et falsk pas.

Der sidder han sikkert og godt, indtil han bliver udleveret til retsforfølgelse i Danmark, fik jeg adskillige gange at vide af Københavns politi, der har forestået den omfattende efterforskning. Og den har virkelig været omfattende. På et tidspunkt var 30 mand udelukkende beskæftiget med at efterforske sagen, og mens dette skrives, er der stadig fem mand på sagen. Interpol og politiet i adskillige lande har været involveret og det hele må have kostet et uoverskueligt millionbeløb.

Jeg nærer ikke ringeste tvivl om, at det danske politi har gjort alt, hvad der stod dets magt for at afsløre gerningsmanden og få han til Danmark.

Men det er altså skønne spildte kræfter.

 

Min tiltro til det tyrkiske justitsvæsen er ikke på højde med det danske politis. Så da jeg i dagene efter Hassans pågribelse i Istanbul blev spurgt, om jeg troede, at han ville blive udleveret til retsforfølgelse i Danmark, udtrykte jeg min tvivl. Tyrkiet er et islamisk land med en islamisk regering, der gør alt for at slå en streg over den sekularisering, der var officiel politik indtil Recep Tayyip Erdogans Retfærdigheds- og Udviklingsparti, AKP, kom til magten i 2003.

Men det skulle jeg lade være med, sagde en højtplaceret PET-medarbejder, der ringede til mig. Han kunne naturligvis ikke pålægge mig tavshed, men ville mindeligt bede mig om ikke at kritisere Tyrkiet, fordi landet havde vist sig usædvanlig hjælpsomt i Basil Hassan-sagen.

Jeg fulgte henstillingen og har siden, når jeg er blevet spurgt, sagt, at det danske politi ikke nærede ringeste tvivl om, at han ville blive udleveret, selv om det af proceduremæssige årsager kunne tage nogen tid.

Jeg troede dog ikke rigtigt på det og det viste sig desværre, at jeg fik ret.

 

Hvordan den omtalte muhammedaner er sluppet ud, er foreløbig uvist. Det er højst usandsynligt, at han er flygtet. Selv hælder jeg til den forklaring, at løsladelsen er indgået i den fangeudveksling mellem Islamisk Stat og Tyrkiet, som ifølge tyrkisk presse fandt sted den 20. september. Men trods danske henvendelser har tyrkerne intet oplyst.

Der er også andre uklare omstændigheder, som siden fredag har givet anledning til en masse turbulens i Danmark.

Der er åbenbart en masse, som jeg ikke er blevet informeret om.

 

De seneste par dage er det kommet frem, at Basil Hassan åbenbart blev flyttet fra det fængsel, han oprindeligt sad i, til et andet. Hvorfor det er sket har ingen fortalt mig om.

Det er også uklart, hvornår de danske myndigheder og her tænker jeg først og fremmest på udenrigs- og justitsministeriet fik at vide, at den uheldige morder var sluppet ud. Har de vidst noget, som de ikke har fortalt mig? Har de ligget inde med noget, som de ikke har informeret Folketinget om? Flere partier vil gerne vide besked, deriblandt det stærkt venstreorienterede Enhedslisten, som nu har bedt de to ministre om en forklaring.

Sagen er nemlig, at der for få dage siden i Folketinget var en ophidset debat om den danske militærindsats mod Islamisk Stat og i den forbindelse om Tyrkiets holdning til Islamisk Stat. Hvis regeringen på det tidspunkt kendte til Basil Hassans løsladelse, burde den have fortalt Folketinget om det. Enhedslisten og flere andre partiet vil gerne vide besked.

 

Det står fast, at den danske regering var orienteret om Hassans løsladelse flere dage, før jeg fik noget at vide. Det ved jeg fra kilder tæt på regeringen.

Var det ikke rimeligt, om jeg var blevet orienteret? Det var trods alt mig, der skulle slås ihjel.

Man kan næppe bebrejde mig, at min tillid til den danske regering er tyndslidt.

Jeg har intet at udsætte på politiet hverken Københavns politi eller PET der naturligvis har gjort, hvad de har fået besked på fra justitsministeriet. Men jeg synes, at justitsministeriet har spillet en besynderlig rolle.

 

Den 14. juli 2013 altså godt fire måneder efter attentatet skrev jeg til daværende justitsminister Morten Bødskov (S) og bad om et møde, fordi attentatet, som jeg udtrykte det, havde haft nogle uheldige følger for min person.

Jeg tænkte bl.a. på, at politiet havde placeret mig i en lejlighed, der kostede det dobbelte af, hvad jeg tjente. Den var valgt ud fra et sikkerhedshensyn, og jeg var ikke i en position, hvor jeg kunne finde noget bedre sted.

Jeg havde i flere uger levet under jorden på forskellige adresser beskyttet af venligtsindede PET-folk. Det kunne ikke blive ved og jeg forestillede mig, at regeringen, der jo havde bedyret sin store omsorg for ytringsfriheden, ville hjælpe mig.

Men Morten Bødskov ville ikke se mig, fremgik det af en meddelelse, som jeg modtog nogle uger senere.

 

Ulykkeligvis er jeg ikke muslim og jeg har ikke været i hellig krig i Syrien. Hvis det havde været tilfældet, kunne jeg være rejst til Danmark uden papirer og forlangt fast ophold med alt betalt og familiesammenføring med mine tre hustruer og 19 børn.

Og jeg kunne garanteret have fået repareret de to fortænder, der blev ødelagt under min slåskamp med Basil Hassan. Det vil koste 50.000, siger min tandlæge, og dem har jeg ikke.

Men man kan få erstatning som offer for en forbrydelse, fortalte politiet mig nogle få dage efter attentatet. Fysiske skader, psykiske men og meget andet kan man få erstatning for, sagde de.

Der er nu gået 20 måneder siden attentatet, og jeg har ikke fået en krone.

Så næste gang, regeringspartierne og deres støtter holder prædiken om deres kærlighed til ytringsfriheden og deres varme omsorg for ytringsfrihedens ofre, skruer jeg over på en anden kanal.

 

Det er med stor ulyst, jeg nedfælder disse betragtninger.

Jeg frygter, at mange vi drage den konklusion, at de hellere må rette sig efter islam. Ellers risikerer de at blive myrdet og i hvert fald må de regne med at skulle leve resten af livet under dødstrusler.

Ruineret bliver de under alle omstændigheder med mindre de har en betydelig personlig formue.

De kan selvfølgelig også vælge at gå over til profeten og bede om betaling for integration.

 

 

 

 

 

 

 

 

Swedish

Due an unexpected data loss parts of this article may have been corrupted in the recovery process. This may include, but not limited to, broken links, broken images and incorrect publishing date. Recovered articles are published by "Dispatch Archive".