LEDER: Moderne svensk socialisme

Det gik ikke i Sovjetunionen, men nu vil den svenske regering tage fat der hvor planøkonomierne måtte give op.

Vänsterpartiets ordfører Jonas Sjöstedt smilede som et barn, der lige har åbnet en stor pose Piratos, da han mandag aften stod frem på svensk fjernsyn og hørte statsminister Stefan Löfven berette, at man ikke må tjene penge på at tage sig andre.

Det var et af kommunisternes hovedkrav før valget: Private virksomheder, der driver plejehjem, skoler eller tager sig andre sociale aktiviteter, må ikke optjene et overskud eller med et grimt ord profit som ejerne kan bruge på sig selv. Er overskuddet større end bankrenten, skal det pløjes tilbage i virksomheden.

 

Nu er det højst tvivlsomt, om forslaget overhovedet kommer igennem Riksdagen. Regeringen og kommunisterne i Vänsterpartiet har ikke flertal, og de borgerlige partier siger, at de vil stemme imod. Sverigedemokraterne har sagt, at de gerne vil forhandle med regeringen, men regeringen nægter at forhandle med dem, så hvad skulle SD have for incitament til at hjælpe den?

Det er også et ret mærkeligt krav at stille til det private erhvervsliv. Hvad skulle animere investorer til at sætte penge i en virksomhed, hvis de ikke må tjene mere på deres investering end den almindelige bankrente? Der er jo ingen grund til have bøvl med privat foretagsomhed, hvis man lige så godt kan sætte pengene i banken og bruge tiden på at spille golf eller tage på oplevelsesferie i Mongoliet.

 

Men, siger tilhængerne af nulprofit, der er noget særligt ved at drive skoler, hospitaler, plejehjem og dens slags: De fleste af pengene kommer på en eller anden måde fra skatteyderne, og skal de virkelig betale for at smarte forretningsfolk kan stikke de surt betalte skattekroner i lommen?

Lad os tænke argumentet til ende. Staten bruger en masse milliarder på at købe varer og tjenester hos private virksomheder. Det kan være undervisningsmateriale til skolerne, mad til institutionerne, medicinsk udstyr til hospitalerne, møbler og edb-udstyr til kontorerne, våben til forsvaret osv. Skal leverandørerne virkelig kunne tjene profit på at forsyne det offentlige med helt nødvendige varer og tjenester, der tilmed er betalt af skatteyderne?

Det kan vist ikke være rimeligt, hvis man skal følge regeringens kommunistiske logik.

 

Det er nok også derfor Jonas Sjöstedt er så glad. Regeringens indgreb mod leverandører af velfærdsydelser er naturligvis blot begyndelsen på en lang række indgreb mod andre brancher.

Bag Sjöstedts fårede grin lurer i virkeligheden en skarp hjerne. Han ved udmærket, at hvis private ikke må tjene på at levere offentlig service, vil det hele på tilbage til staten og kommunerne. Der bliver altså ingen konkurrence om at levere den bedste og billigste service og det skal der heller ikke være i et kommunistisk samfund. Her er alt meget lettere for borgerne, for de har nemlig kun ét tilbud og er de ikke tilfredse med kvaliteten, er det synd for dem.

 

Jonas Sjöstedt har naturligvis allerede forberedt sit næste træk: Det er en menneskeret at få nok at spise. Det står faktisk i International Covenant on Economic, Social and Cultural Rights, som 160 lande har tilsluttet sig. Her står der også, at alle har ret til en passende bolig. Vi taler om menneskerettigheder her, og skal griske kapitalister virkelig kunne profitere af dem?

Naturligvis ikke, hvis man tænker som den siddende svenske regering og dens støtteparti.

Men hvis folk ikke kan tjene et overskud ved at producere en vare, vil de selvfølgelig ikke producere den. Bønderne vil ikke dyrke jorden, bagerne vil ikke bage brød, Arla vil ikke lave mælk, smør og yoghurt og entreprenørerne vil ikke bygge huse.

 

Men det er netop det geniale. Når private ikke vil producere efter statens retningslinjer, må staten naturligvis selv træde til. Landbrug, industri, handel og service skal nationaliseres og drives efter femårsplaner.

Det har tidligere været prøvet i en række lande i Østeuropa og det gik som bekendt over al forventning, bortset fra at borgerne af uforståelige grunde var så utilfredse med de paradisiske tilstande, at planøkonomierne endte med at bryde sammen.

Men Sverige er på mange måder et unikt samfund, så hvorfor skulle det ikke kunne fungere der?

 

 

Swedish

Due an unexpected data loss parts of this article may have been corrupted in the recovery process. This may include, but not limited to, broken links, broken images and incorrect publishing date. Recovered articles are published by "Dispatch Archive".