LEDER: Sverige bliver arabisk

Samtidig med at den nye svenske regering under statsminister Stefan Löfven og udenrigsminister Margot Wallström har meddelt, at den vil anerkende Palæstina som selvstændig stat som led i en tostatsløsning, siger Löfven viser en meningsmåling, at de fleste palæstinensere afviser en tostatløsning.

Hvis palæstinenserne i dag skulle vælge mellem lederen af det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas, og Hamas leder, Ismail Haniyeh, ville Haniyeh vinde med 55 pct. mod kun 38 pct. til Abbas. Interessant nok står Haniyeh stærkere på Vestbredden med 57 pct. mod 33 pct. til Abbas end han gør i det Hamas-kontrollerede Gaza, hvor tallene er 50 pct. til Haniyeh og 47 pct. til Abbas.

Undersøgelsen er gennemført af Palestinian Center for Policy and Survey Research i tidsrummet 25.-27. september.

 

Det flertal af palæstinensere, der støtter terrororganisationen Hamas, kan næppe være i tvivl om, hvad Hamas politik går ud på. Og skulle de have glemt det, er deres hukommelse netop blevet genopfrisket af det palæstinensiske dagblad al-Ayyam. Den 1. oktober kunne bladet citere Mahmoud al-Zahar fra Hamas politiske ledelse, der afviste, at organisationen havde planer om at oprette et islamisk emirat i Gaza. Det vil vi ikke gøre, sagde han, men vi vil bygge en islamisk stat i Palæstina, hele Palæstina [altså også den del af Palæstina, der i dag udgøres af staten Israel, red.].

Mahmoud al-Zahar udtalte også, at hvis Hamas fik blot et lille fodfæste på Vestbredden, ville organisationen kunne afgøre kampen mod Israel med en hast ingen kan forestille sig.

Og for at der ikke skulle herske tvivl om, hvad kan havde i tankerne,  henviste han til Koranens Sura 17, vers 7, der taler om den totale udslettelse.

Mahmoud al-Zahars udtalelser er citeret af Palestinian Media Watch.

Hvad der skal ske med Israels jødiske indbyggere i forbindelse med den totale udslettelse er der næppe nogen tvivl om. Ifølge en nylig meningsmåling hader 93 pct. af palæstinenserne i såvel Gaza som på Vestbredden jøder.

 

Det er uklart, hvor meget statsminister Stefan Löfven ved om den store verden uden for Sverige, men udenrigsminister Margot Wallström må sidde inde med en betydelig viden. Hun har en lang karriere bag sig som topapparatjik i EU og FN og har givetvis sat sig ind i de palæstinensiske forhold, før hun for ud med en anerkendelse af det palæstinensiske selvstyre som stat. Hun kan derfor heller ikke være i tvivl om, hvad der venter, vis Israel bliver tvunget til at acceptere en sådan stat.

Hverken i EU eller i FN kan man være uvidende om, at de fleste palæstinensere højst betragter den stat Sverige har anerkendt som en mellemstation på vejen til Israels ødelæggelse og jødernes fordrivelse.

 

Hvad har så fået den nye svenske regering til at tage dette skridt?

Ifølge Israels tidligere ambassadør i Stockholm, Zvi Mazel, skyldes det dels, at det regerende socialdemokrati er anti-israelsk og pro-arabisk og dels, at Sveriges arabiske befolkning er vokset utroligt inden for det seneste år. I 2014 har Sverige accepteret ca. 80.000 arabiske flygtninge, mest fra Irak og Syrien [hvor det folkelige jødehad ikke står tilbage for palæstinensernes, red.] og Mazel anfører, at der nu bor 700.000 muslimer i landet.

 

Men som den fremtrædende egyptisk-fødte historiker Bat Yeor ser det, ligger der dybere strategiske overvejelser bag det svenske Israel-had.

I en mail til Dispatch International peger hun på, at de europæiske ledere i 1974 slog ind på en politik beregnet på at udslette Israel. Hun har beskrevet denne strategiske vending i bogen Eurabia: The Euro-Arab Axis fra 1995, og nu ser hun sin tese bekræftet.

Ifølge Bat Yeor går Europas politik går ud på at erstatte Israel med et folk, det selv har været med til at opfinde og som ikke tidligere har eksisteret, nemlig palæstinenserne.

Det er dog ikke gået helt efter planen og de europæiske ledere er rasende over, at Israel med sit Iron Dome-system har kunnet forsvare sig mod arabiske missilangreb.

 

Om Margot Wallström er rasende eller om bare fortsætter den politik, hun er blevet indoktrineret i på EUs og FNs bonede gulve, er svært at vide. Men det gør ikke den store forskel.

Fra nu af må Sverige betragtes som en del af den arabiske verden og det kan næppe vare mange år, før det gamle, frie og fjeldhøje nord melder sig ind i Den Arabiske Liga. Flere lande med ikke-arabisk flertal har allerede status som observatører, så hvad skulle afholde Sverige?

Efter få år med den nuværende indvandringspolitik er der ingen vej tilbage.

 

 

 

 

 

 

 

Swedish, English