KRONIK: Vesten må vælge Israels side

Den vestlige verden skal aggressivt skifte strategi ved ubetinget at vælge Israels side i konflikten og samtidig stille hårde krav til palæstinenserne. En anerkendelse af Israel er nemlig palæstinensernes eneste håb.

Jeg kan helhjertet følge alle dem, der i dag render rundt og skriger: Free Gaza. Jeg er fuldstændig enig, og selv om de mangler to ord for at gøre sloganet fuldkomment, nemlig fra Hamas, så har jeg ægte og dybfølt medlidenhed med de stakkels arabiske palæstinensere.

Mit og alle anstændige menneskers hjerte bløder for de uskyldige mænd, kvinder og børn, der i disse dage lider så ufatteligt under krigen mellem Israel og Hamas i Gaza. Det palæstinensiske folk er en nyskabelse, som er blevet ladt i stikken af historien.

Ret skal være ret. Der er intet nyt i dette. Palæstinenserne har været svigtet af stort set alt og alle, lige siden 1948:

De er først og fremmest svigtet af deres klan- og stammekultur og deres religiøse ideologi, der med modermælken forhindrer dem i at omfavne moderniteten i almindelighed og jøder i særdeleshed.

 

De har desuden også svigtet sig selv ved konsekvent at vælge korrupte og uduelige ledere, hvilket med tiden skabte grobunden for, at islamistiske galninge kunne opnå sympati, legitimitet og magt, fordi den menige palæstinenser i desperation ikke havde andre steder at gå hen.

De er svigtet af deres såkaldte arabiske brødre, der lige siden 1948 har anbragt dem i flygtningelejre i stedet for at integrere dem i deres samfund. Palæstinenserne har i snart 70 år været de dysfunktionelle og kyniske arabiske staters politiske gidsler i kampen mod den forhadte jødiske stat.

De er i den grad blevet svigtet af det internationale samfund med FN i spidsen. FN valgte at oprette UNWRA og undtage palæstinenserne fra de gældende regler for flygtninge for i stedet at give dem og deres efterfølgende slægtsled status som evighedsflygtninge, hvilket legitimerede det ovenstående arabiske svigt og fastholdt dem i en evig statsløs offerrolle.

 

De er totalt svigtet af vestens progressive venstrefløj, der aldrig har forstået et kvæk af den mellemøstlige virkelighed, og som derfor aldrig har stillet krav over for palæstinenserne, og i stedet behandlet dem som umælende børn. Et klassisk og skræmmende eksempel på de lave forventningers racisme, der er så karakteristisk for den selvhadende vestlige venstrefløj.

Venstrefløjen i Vesten har til ubodelig skade for alle parter systematisk bakket op om hadet til Israel blandt andet ved monomant at fokusere på bosættelserne på Vestbredden. Som om der ville blive fred, hvis der ingen bosættelser var.

Dette opdyrkede had betyder, at en tostatsløsning ligger fjernt ude i fremtiden, fordi Israel naturligvis ikke tør at afgive kontrol over de omstridte områder i Judæa og Samaria (Vestbredden) uden massive sikkerhedsgarantier, som de ikke kan få, og aldrig vil tro på, hvis de får dem.

 

Gaza er det bedste skræmmeeksempel for israelerne på hvad der sker, når de afgiver land for fred til palæstinenserne.

Krigen i Gaza er fuldstændig katastrofal for alle parter. Israel har absolut intet valg. De bliver af selvindlysende årsager nødt til at forsvare sig mod den dødskult, der regerer Gaza.

Jo længere dette forsvar trækker ud, des mere hyklerisk international fordømmelse møder den lille jødiske stat, des mere immun bliver Israel over for kritik, og des flere fremtidige fjender skaber de.

Hamas vil aldrig overgive sig i Gaza, da det vil betyde, at alt det spildte blod har været forgæves, og de vil miste de få rester af legitimitet, de måtte have tilbage i den befolkning, som de terroriserer og holder som gidsel for deres apokalyptiske dagsorden.

 

Israel står derfor over for en uløselig situation. De kan fortsætte krigen med det formål at udslette Hamas og få indsat enten Fatah eller subsidiært en international fredsbevarende styrke i Gaza. At indsætte Fatah løser intet, fordi organisationen er mindst lige så forhadt blandt de almindelige palæstinensere i Gaza som Hamas, og en fredsbevarende styrke er kortsigtet damage control, der ikke bringer en varig fred nærmere.

Der er to alternativer til ovenstående scenarier. Det ene er at stoppe krigshandlingerne inden Hamas er tilintetgjort, hvilket blot svarer til, at hele tragedien er sat på stand by til næste gang, dødskulten har våben nok til at gå i krig. Det andet er at eliminere Hamas og genbesætte Gaza i en længere periode, indtil området er helt afmilitariseret. Heller ikke det hjælper noget, fordi Israel vil blive nødt til at bevare blokaden, når de trækker sig ud.

 

Det vi er vidne til er en moderne og tragisk version af de oldgræske fortællinger om Herakles og Hydraen og Theseus og Minotauren.

Den moderne version er så uendelig tragisk, fordi Israel ikke som Herakles er i stand til hugge det midterste hoved af den palæstinensiske hydra. Det hoved består nemlig i denne moderne version af en cocktail af kulturelt og religiøst betonet vitriolsk antisemitisme kombineret med en efterfølgende og nøje opdyrket falsk fortælling om årsagssammenhængene bag konflikten.

Parterne er derfor fanget i en uendelig dødedans. Fanget i en minoisk labyrint, hvor der ikke er nogen Ariadne til at give Israel den tråd, der gør at israelerne kan dræbe den palæstinensiske variant af Minotauros og slippe ud i live.

Situationen er fuldstændig håbløs. Parterne kan ikke selv etablere betingelserne for fred. De skal have hjælp udefra. Og her er det lige så håbløst, fordi den vestlige verden ikke formår at definere den eneste strategi, der virker, og fremdeles er handlingslammet grundet en mangel på indsigt i den arabiske verden, på grund af afhængighed af olie og på grund af opportunistiske indenrigspolitiske forhold.

 

Og hvad er det så for en strategi, der virker? For der findes faktisk en løsning. Den er godt nok meget, meget usandsynlig og særdeles illusorisk, for den kræver, at den vestlige verden fuldstændig stålfast og uden at ryste på hånden øjeblikkeligt får FN til at afvikle UNWRA og forklarer palæstinenserne, at Vesten fra nu af og fremdeles ubetinget står på Israels side. Uden slinger i valsen.

Giv palæstinenserne et enkelt valg: Fortsæt et liv i det helvede, I og jeres arabiske brødre har skabt eller anerkend den jødiske stat. Nu. Og i al fremtid. Acceptér at Israel er kommet for at blive. Lær af jøderne. Omfavn dem. Dyrk livet, ikke døden.

En anerkendelse af Israel er palæstinensernes eneste håb for en anstændig tilværelse. Palæstinenserne skal blot række hånden ud og bede om fred. Og freden vil komme. Med det samme. Og ikke alene fred, men også velstand og modernitet.

Jeppe Juhl, journalist og tv-producent

 

Due an unexpected data loss parts of this article may have been corrupted in the recovery process. This may include, but not limited to, broken links, broken images and incorrect publishing date. Recovered articles are published by "Dispatch Archive".