Charlotta Johanssons besynderlige historielektion

Det er Israels skyld, at Hamas ser sig nødsaget til at bombardere Israel med raketter, for landet burde slet ikke eksistere. Det synes at være Charlotta Johanssons underliggende synspunkt. 

Charlotta Johanssons debatindlæg  rummer så mange interessante betragtninger, at det er umuligt at forholde sig til dem alle uden at skulle kaste sig ud i komplicerede historiske udredninger.

Frem for alt er hun sur over, at Israel i denne tid nyder en vis sympati til og med i Sverige fordi landet er blevet bombarderet med 1000 raketter de seneste dage. Israel har naturligvis ret til at forsvare sig, medgiver hun, men landet har selv en god af skylden for at Hamas ser sig nødsaget til lade raketterne regne.

Israelerne har nemlig ingen ret til at have en stat i området, synes hun at mene. Der var godt nok en jødisk stat, indtil babylonierne erobrede Jerusalem i 586 f. Kr. Derefter har jøderne ikke haft nogen stat før Israels oprettelse i 1948. Så hvilken ret har zionisterne overhovedet til at befinde sig her?

Det er nu ikke helt rigtigt. En uafhængig jødisk stat i Judæa fandtes mellem 140 og 37 f. Kr.

Men nok så afgørende: Selv om flere overherrer har gjort deres bedste for at drive jøderne ud af det der i dag er Israel, har der været en kontinuerlig jødisk bosættelse gennem mere end 3000 år, bl.a. i Safed og Jerusalem.

Normalt  tidsfæster man oprettelsen af den første selvstændige jødiske stat til 1312 f. Kr. Det var præcis 1949 år før de muslimske arabere erobrede Jerusalem. Det giver altså ingen mening at frakende jøderne hjemstavnsret til deres stat. Den er faktisk betydeligt bedre end arabernes.

Charlotta Johansson synes, det er interessant, at det område, vi betegner som Palæstina, har sit navn fra filistrene, som på det Gamle Testamentes tid boede i det nuværende Gaza. Hvad det skal bevise, er jeg ikke ganske klar over. Historikerne diskuterer stadig, hvem filistrene var, hvor de  kom fra og hvad der blev af dem. En ting er alle historikere imidlertid enige om: De var ikke arabere, så navnet Palæstina antyder ikke, at araberne har nogen særlig adkomst til landet mellem Jordanfloden og Middelhavet.

I øvrigt  burde hun læse lidt mere på lektien, før hun holder foredrag om Mellemøsten.

Hun synes at mene, at der ved slutningen af 1. Verdenskrig, da hele områdets forhold skulle omorganiseres efter Det Osmanniske Riges sammenbrud, fandtes et palæstinensisk folk, som stillede krav om deres egen stat på det område, hvor Israel nu ligger. Det fik de ikke, fordi englænderne snød dem, hvilket alle arabere den dag i dag er rasende over.

Men interessant nok optræder palæstinenserne som betegnelsen på et bestemt folk første gang i 1964 (i indledningen til PLOs charter). Indtil da talte man om arabere, og araberne selv gjorde ingen forskel på de arabere, der boede i det nuværende Syrien, Libanon, Jordan, Irak eller vest for Jordanfloden. Der var ingen palæstinensisk nationalfølelse, ingen palæstinensisk identitet, intet palæstinensisk sprog ingen særlig palæstinensisk kultur, der adskilte indbyggerne vest for Jordan fra andre arabere.

Charlotta Johansson finder det også betydningsfuldt, at Israel først er opstået som moderne stat i 1948. Skal vi forstå det sådan, at staten Israel er et nymodens kunstprodukt, som nogen har placeret midt blandt gamle og veltjente nationalstater, der med rette føler sig pikeret over at skulle lægge land til en gøgeunge? Hvis det er det, hun mener, tager hun alvorligt fejl.

Alle stater i området er ganske nye, idet deres territorier længe tilhørte forskellige multietniske imperier: Egypten opnåede uafhængighed i 1922, Tyrkiet er oprettet i 1923,  Irak og Saudi-Arabien i 1932, Libanon i 1943, Syrien og Jordan i 1946. Skal man have ondt af, at Israel efter en beslutning i FN først kom til i 1948?

Flere af Israels nabostater er i øvrigt så kunstige, at nogle af dem er ved at blive splittet for alle vinde. Tænk på Irak og Syrien.

Det er for resten morsomt, at verdensopinionen er helt oppe at køre, når der er militære konflikter mellem Israel og dets naboer. Sagen er jo den, at så godt som alle de arabiske og muslimske nabolande har meget svært med at holde fred med hinanden og med deres egne befolkninger. Jeg skal ikke opregne alle de blodige indre-muslimske konflikter, der har været, siden Israels oprettelse, men det er mange og de har krævet uendeligt mange flere dødsofre end alle Israels krige tilsammen.

Men verden synes at være specielt interesseret i at udsende fordømmelser, når jøder er indblandet. Hvilket utvivlsomt er en af årsagerne til, at så mange af dem har valgt at slå sig ned i den jødiske stat.

Tilbage til Palæstina. Efter 1. Verdenskrig   og tidligere fandtes der faktisk et geografisk område med dette navn. Det omfattede det nuværende Israel, Vestbredden og Transjordanien landet øst for Jordanfloden. I dag går den transjordanske del af Palæstina under navnet Jordan.

Så i en vis forstand har araberne allerede opnået en tostatsløsning på Palæstinas problemer.

Det er rigtigt, at forskellige arabiske potentater gerne ville have fingrene i hele Palæstina, men i modsætning til, hvad Charlotta Johansson synes at tro, var der ved den territorielle deling efter 1. Verdenskrig ingen stærk mand, der foreslog at oprette en selvstændig arabisk stat vest for Jordanfloden. Hvis hun mener at vide bedre, vil jeg gerne høre, hvor hun har disse formodninger fra.

Så klager hun over, at Israel er meget større end det område, staten skulle have ifølge FNs delingsplan fra 1947. Hun glemmer at nævne, at Israel accepterede planen, mens alle arabiske naboer forkastede den. Samme dag, som Israel udråbte sin selvstændighed, blev landet angrebet af Egypten, Syrien, Jordan og Irak. Ulykkeligvis for araberne kunne de ikke klare de ca. 600.000 jøder. Resultatet blev, at Israel erobrede områder, som skulle være gået til Palæstinas arabiske befolkning og som araberne altså kunne have fået, hvis de ikke var gået i krig.

Det var dumt gjort.

Under krigen i 1948 blev et sted mellem 500.000 og 800.000 arabere fordrevet fra det nuværende Israel, eller de valgte at flygte. Det ville have klædt Charlotta Johanssons fremstilling, hvis hun havde husket at nævne, at et lignende antal jøder blev fordrevet fra arabiske og muslimske lande. I modsætning til de arabiske flygtninge bor de jødiske imidlertid ikke i flygtningelejre, men er blevet integreret i det israelske samfund. Det er nok derfor, man aldrig skænker dem en tanke i modsætning til de såkaldte palæstinensiske flygtninge, der stadig bliver holdt i forskellige lejre, så man kan bruge dem til at pege fingre ad Israel.

Så mener hun, at Israel jævnligt udsætter Gaza for udsultningsblokader. Hvor mon hun har det fra? Det er rigtigt, at Israel efter bedste evne prøver at stoppe import til Gaza af militær kontrabande hvilket vel ikke er så underligt.

Da Israel trak sig ud af Gaza i 2005, efterlod de israelske bosættere bl.a. vandingsanlæg og drivhuse, som de stedlige arabere skyndte sig at smadre. Det tyder ikke just på, at de frygtede nogen sultkatastrofe. Billeder fra Gaza tyder da også på, at indbyggerne er rimeligt velnærede. Hvis de sultede, ville de nok ikke bruge så mange kræfter på at fyre raketter af, men koncentrere sig mere om at få noget at spise.

Efter denne triste opremsning er det godt at kunne slutte med en vittighed, og den leverer Charlotta Johansson selv. Hun bebrejder nemlig Israel, at landet ikke har vist nogen som helst interesse for at hjælpe de sekulære arabiske nationalister. Det fremgår ikke, hvem hun tænker på, men det skyldes jo nok, at der ikke er ret mange. Blandt de mest fremtrædende i nyere tid kan nævnes Iraks afdøde diktator Saddam Hussein, der ganske rigtigt ikke gik synderligt meget op i islam. En anden er Syriens stærke mand Bashar al-Assad.

Og det er vist rigtigt, at Israel ikke har gjort meget for at hjælpe dem. Det kan måske skyldes, at folk som Charlotta Johansson i så fald ville være de første til at anklage Israel for at blande sig i arabernes interne affærer og for at støtte blodbestænkte tyranner.

Hvad Israel angår, står Charlotta Johansson således i en win-win position. Uanset hvad Israel foretager sig, kan hun skælde ud.

Due an unexpected data loss parts of this article may have been corrupted in the recovery process. This may include, but not limited to, broken links, broken images and incorrect publishing date. Recovered articles are published by "Dispatch Archive".