LEDER: Vestens mellemøstenpolitik i ruiner

De fromme forhåbningers tid er forbi. Fra nu af bliver USA og Europa nødt til at opgive deres snak om menneskerettigheder i fjerne lande, indførelse af demokrati for folk, der ikke vil have det, og lukke døren for den fri indvandring af shariatilhængere. Vi går fra idealismens til realismens tid.

Søndag morgen sad Dianna Feinstein, demokratisk senator fra Californien og formand for senatets efterretningskomite, på CNN og fortalte, at hun ikke havde forudset, at den sunnimuslimske bølleorganisation ISIS, The Islamic State of Iraq and Syria, kunne trænge så hurtigt frem i Irak. Adspurgt hvad hun troede, der ville ske de næste ti år, måtte hun medgive, at det anede hun ikke.

Senere på dagen stod den amerikanske udenrigsminister John Kerry i Cairo og et sendte et ganske andet signal end vi er vant til at høre fra amerikanske toppolitikere. Under et pressemøde sagde han (ikke med netop disse ord, men meningen var tydelig), at han ikke ville bruge amerikanske skatteyderes penge på håbløse militære projekter i Irak eller Syrien. Skulle der bruges hårdttjente amerikanske penge, skulle det være på noget, som amerikanerne havde gavn af.

Væk var de to seneste amerikanske præsidenters George W. Bushs og Barack Obamas stadige omkvæd om at ville sikre frihed og demokrati i den muslimske verden og styrke de muslimske landes regeringer og væbnede styrker, så de selv kunne tage vare på deres sikkerhed.

 

Man står tilbage med fornemmelsen, at det omsider er sevet ind i Washington, at man ikke kan pådutte muslimer vestlige idealer, som de afskyr. Hverken med overtalelse, bestikkelse eller militærmagt.

Vi står måske over for en ny realisme i udenrigspolitikken efter så mange år med propaganda om, at alle religioner i grunden vil det samme og har de samme forhåbninger.

Den kendsgerning, som vestlige politikere og presse har viftet væk, er, at flertallet af verdens muslimer aldeles ikke er interesseret i frihed, demokrati, ligestilling mellem kønnene eller menneskeskabte love, men vil have gudsstyre, et såkaldt kalifat. De vil have sharia, den lov der kan udledes af Koranen og sunnaen beretningerne om Muhammeds udtalelser og gerninger.

Det gælder fra Marokko i vest til Indonesien i øst. Når de taler om demokrati, mener det knusende flertal én mand, én stemme, én gang. For hvorfor skulle man stemme mere, når man har valgt den mand, der kan bane vej for det gudsstyre, der beordres i Koranen? Det ville jo være gudsbespotteligt.

 

Efter mange års vestlig indgriben i Irak og Afghanistan, der har kostet tusinder af vestlige soldater livet til ingen verdens nytte foruden et uoverskueligt antal milliarder dollars, viser en meningsmåling, at 91 pct. af irakerne og 99 pct. af afghanerne vil have sharia. Altså det stik modsatte af de idealer, Vesten står for.

Det er naturligvis irakernes og afghanernes ret at kæmpe for det politiske system, de går ind for. Lige så naturligt vil det være, at vestlige lande holder sig ude af deres interne konflikter. At sende vestlige soldater ind i områder, hvor folk støtter mandens ret til at  have fire koner og til at slå dem og som går ind for ægteskab med ni-årige piger, er lige så udsigtsløst som at sende pædagoger ind i junglen for at overtale tigrene til at blive vegetarer.

 

Udviklingen i den muslimske verden bliver ikke køn. Siden slaget ved Karbala i 685 har sunnier og shiiter hadet hinanden som pesten og har efter bedste evne prøvet at undertrykke og myrde hinanden. Og det gør de fortsat, som dagens begivenheder i Syrien og Irak demonstrerer. De har været efter hinanden, før der overhovedet fandtes statsdannelser i Vesten og før den første vestlige imperialist og racist gav sig til kende. Gud ved hvad vestlige politikere i grunden har forstillet sig, at de kunne gøre for at få dem til at holde op?

Men sunnier kan heller ikke lide andre sunnier og shiiter ikke andre shiiter. Derfor slås de uophørligt indbyrdes, fordi der altid er nogen, der er mindre rettroende end andre eller tilhører den forkerte klan.

Hvor der er islam, er der krig. Lavintensiv krig på daglig basis eller åben og spektakulær krig, som den, der nu breder sig i Nærorienten.

 

I områder med en sådan kultur kan der kun eksistere stater i den udstrækning, at en stærk mand understøttet af en stærk milits griber magten. Hvor flere stærke mænd kæmper, går staten i opløsning, og blåøjede vesterlændinge kan intet udrette ved at tage parti for den ene mod den anden.

Og nu vi taler om realisme, hvad agter vore politikere at gøre, efterhånden som den muslimske befolkning vokser i de vestlige lande? De tror åbenbart, at sunnierne og shiiterne og de forskellige klaner vil leve i harmoni efter at have taget flyveren til Stockholm, København, Oslo, London eller Berlin.

Hvad bygger de mon denne overbevisning på?

 

 

 

 

 

 

 

Swedish

Due an unexpected data loss parts of this article may have been corrupted in the recovery process. This may include, but not limited to, broken links, broken images and incorrect publishing date. Recovered articles are published by "Dispatch Archive".