Lars Hedegaards tale på Danmarks befrielsesdag

I dag, på Danmarks befrielsesdag, den 4. maj, taler Dispatch Internationals chefredaktör Lars Hedegaard for Dansk Samling: Ingen vil rejse monumenter til vores ære. Der vil blive rejst skamstøtter: Her hviler de usle rester af en generation, der svigtede i kampen mod ondskaben. Forbandet være deres minde!

Lars Hedegaard håller tal 4 maj. Dagen för Danmarks befrielse. Foto: Roger Sahlström

Lars Hedegaard taler den 4. maj ­ dagen for Damarks befrielse i 1945

MINDEPARKEN I RYVANGEN. Ved Stadsgraven mellem Christianshavn og Amager rejste modstandsbevægelsen på Amager i 1949 et monument over 76 mænd og kvinder fra Amager, der gav deres liv i kampen mod den tyske besættelsesmagt under 2. Verdenskrig. På monumentet er indhugget en tekst af digteren Otto Gelsted:

 

DU VANDRER DER STANDSER PÅ DENNE PLET,

SKAL MINDES DEM,

DER GAV DERES LIV FOR FRIHED OG RET

OG VORT FÆLLESHJEM,

OG NÅR DU ATTER MED TRAVLHED GÅR

TIL DIN DAGLIGE DONT,

SKAL DU HUSKE PÅ,

AT DU STADIG STÅR I EN FRIHEDSFRONT

 

Otto Gelsted var kommunist, og det kan måske undre, at netop han ville tale om vores fælles hjem.

 

Men der var engang, da danskere næsten uanset deres politiske overbevisning havde en vished om, at vi havde noget sammen noget det var værd at beskytte og beholde.

Det var så vigtigt, at tusinder var villige til at risikere livet for at forsvare den umistelige gave, som Danmark er, og den frihed uden hvilken det hele ingenting er værd.

I dag er der næsten ingen, der taler om Danmark som vores fælles hjem og endnu færre, der kan forestille sig, at vi står i en frihedsfront.

Og det er ganske besynderligt, for frihedens fjender det ugræs der er føget over hegnet og har skaffet sig stærke allierede blandt de herskende eliter i vores land savner ikke målbevidsthed. De ved, hvad de vil nemlig at erstatte vores menneskeskabte love og den demokratiske og frisindede orden, der er groet frem af en tusindårig historie, med en uforanderlig lov, som de påstår er lavet af en gud og derfor ikke kan ændres.

 

Det er en gud, der hævder, at hele verden tilhører ham og at det er enhver rettroendes pligt at føre hellig krig, indtil der ikke findes et eneste menneske, som ikke bøjer sig for hans tyranni.

Denne guds profet har skabt en ideologi, der har trukket sine blodige spor gennem 1400 års historie, og sammenlignet med hvilken nazismen og kommunismen ligner krusninger på historiens overfalde.

For nogle årtier siden vandt denne ideologi og dermed også det erobringsprojekt som den indebærer fodfæste i vores land, hvor den naturligvis vil få præcis de samme konsekvenser som den har fået ethvert andet sted den har bredt sig til.

Der er ingen grund til at opremse disse konsekvenser, for enhver der har øjne i hovedet kan se dem eller læse om dem.

Alligevel får vi at vide, at denne erobrerideologi er en berigelse, og en berigelse kan man som bekendt ikke få nok af. Derfor sørger vore politiske og åndelige magthavere for, at islams indflydelse vokser dag for dag, og de falder over hinandens ben for at imødekomme ethvert krav, som islams magthavere stiller. Samtidig beskylder de alle, der ikke retter ind, for at være racister og fascister.

Hvorfor vender vi alle os almindelige mennesker ikke ryggen til de partier, politikere, kulturpersonligheder, journalister og præster, der arbejder for landets undergang?

Vi står jo foreløbig ikke i samme situation, som vore kammerater gjorde under modstandskampen. Vi kan endnu sige vores mening. Vi kan lade være med at stemme på partier, der åbner døren for ondskaben og således udleverer deres landsmænd til fremmede undertrykkere. Vi kan holde op med at købe aviser, der fylder os med løgn og propaganda. Og står vores præst og missionerer for en ideologi, som han i sit præsteløfte har lovet at ville bekæmpe, kan vi gå i en anden kirke. Vi kan nægte at give penge til opførelsen af vore fjenders kaserner og propagandacentraler.

Nogle af os kommer til at lade livet, fordi vi nægter at underkaste os. Det kan ikke være på anden måde. Vi må være realister. Og hvis vi er realister, erkender vi, at vi skal dø, uanset hvordan vi vælger at leve vores liv. Og vi indser, at hvis vi tier, når vi står ansigt til ansigt med den værste ondskab, noget menneske nogen sinde har udtænkt, så er vi alligevel døde.

Det kræver et vist mod at stå op mod landets fjender og deres danske medløbere. Men så skal vi tænke på, hvor meget større mod det vil kræve om 10 eller 20 år, når fjenden er blevet endnu mere talrig og velforankret. Og tænk på, hvilket mod vi forlanger af vore børn, den dag de står med ryggen mod muren og skal vælge mellem frihed og underkastelse.

Gør vi ikke noget nu, hvor vi dog stadig har muligheden for at forsvare vores frihedsrettigheder og grundlovssikrede orden med fredelige og demokratiske midler, hvordan vil vore efterkommere så ikke tænke om os?

Der vil i hvert fald ikke blive rejst monumenter til vores ære. Der vil blive rejst skamstøtter: Her hviler de usle rester af en generation, der svigtede i kampen mod ondskaben. Forbandet være deres minde!

Foreløbigt er der få tegn på at den nødvendige erkendelse har indfundet sig, og hvis den har, er der endnu færre tegn på, at flertallet vil tage konsekvensen af denne erkendelse.

Man tror, at man kan tæmme uhyret ved at tale pænt om det. Man tror, at man kan redde sit skind ved at dukke nakken og synge med på sangen om multikulturens velsignelser og nødvendigheden af at vise uhyret respekt. Og udlevere sine landsmænd til forfølgelse.

Det kan man selvfølgelig også for en tid lige indtil den dag, det i al sin gru går op for én, at bjørnen er skudt og skindet solgt. Og at vi aldrig får vores land eller vores frihed tilbage. Se på, hvad der er sket hvert eneste sted, profetens ideologi har fået magten. Og stil det indlysende spørgsmål: Hvad får os til at tro, det vil gå anderledes her?

Den onde ideologis fortalere og forkæmpere tvivler ikke et sekund på, at de handler efter Allahs vilje og at de får deres belønning for vores undertrykkelse i paradiset. De griner i deres lange skæg over danskernes dumhed og deres feje forsøg på at tale de langskæggede efter munden, men de er naturligvis glade for, at danskerne dermed gør deres magtovertagelse meget lettere.

 

Situationen kan bedst sammenlignes med den, som W.B. Yeats beskrev i et berømt digt fra 1919 umiddelbart efter 1. Verdenskrig:

De bedste savner enhver overbevisning, mens de værste

er fulde af passioneret lidenskab.

Profetens forkæmpere savner hverken lidenskab eller målbevidsthed. Men hvad med os andre? Har vi ingen overbevisning om, at der findes noget, som det er værd at kæmpe for, uanset hvilke konsekvenser det måtte få for os?

Det er det spørgsmål, hver af os må stille.

 

Vi står her omgivet af minder om dem, der var besjælet af en overbevisning stærk nok til at de vovede deres liv i kampen for Danmarks frihed.

Må jeg bede forsamlingen holde et minuts stilhed for dem og for os selv.

 

Swedish, English

Due an unexpected data loss parts of this article may have been corrupted in the recovery process. This may include, but not limited to, broken links, broken images and incorrect publishing date. Recovered articles are published by "Dispatch Archive".